Overblik over reglerne om mærkning af dyrefoder

Som den, der markedsfører dyrefoder, er det dig, der har ansvaret for, at foderet er mærket korrekt. Læs blogindlægget her for at få overblik over reglerne for mærkningen.

Formålet med mærkningsreglerne

Det kan være en udfordring at få overblik over alle reglerne for korrekt mærkning af dyrefoder. Men det hjælper at huske på, at reglerne er der af en årsag: De skal sikre, at forbrugerne får de nødvendige informationer om produktet. Og at oplysningerne ikke er vildledende.

I dette blogindlæg kan du læse om:

  • generelle obligatoriske mærkningskrav
  • særlige obligatoriske mærkningskrav
 

Ansvar og generelle krav

Mærkningsansvaret ligger hos dig, som markedsfører. Og mærkningen af dyrefoderet skal overholde de generelle rammer for mærkning, der er angivet i markedsføringsforordningen. Fodermidler og foderblandinger skal mærkes i henhold til deres fodertype.

Fælles for alle fodertyper er, at de skal opfylde de generelle obligatoriske mærkningskrav. Yderligere obligatoriske mærkningskrav afhænger af, om der er tale om fodermidler eller foderblandinger.

Når du skal sikre korrekt mærkning af dyrefoderet, er det vigtigt at identificere den korrekte fodertype og følge de relevante mærkningsregler.

Obligatorisk basismærkning

De generelle obligatoriske mærkningskrav omfatter angivelse af:

1. Fodertype:
a) Fodermiddel: Består af bestanddele, der giver energi, næringsstoffer, mineraler og kostfibre til dyrene. Fodermidler skal være optaget i fodermiddelfortegnelsen eller anmeldt til fodermiddelregisteret for at blive brugt.

b) Foderblanding: Skal indeholde mindst to fodermidler og kan indeholde fodertilsætningsstoffer. Foderblandinger er beregnet til at fodre dyr og kan gives som fuldfoder eller tilskudsfoder. For selskabsdyr, undtagen hunde og katte, kan angivelsen ”foderblanding” bruges i mærkningen i stedet for fuldfoder eller tilskudsfoder.

c) Fuldfoder: En foderblanding, der kan dække dyrets samlede daglige næringsbehov.

d) Tilskudsfoder: En foderblanding, der skal bruges sammen med andet foder for at dække dyrets samlede daglige næringsbehov.

2. Navn og adresse på den mærkningsansvarlige: Firmaets navn og adresse (vejnavn, husnummer, postnummer og by) skal angives. Det er ikke tilstrækkeligt med en webadresse.

3. Virksomhedens godkendelsesnummer: Hvis virksomheden har flere godkendelsesnumre, skal foderet mærkes med det nummer, der er tildelt efter foderhygiejneforordningen. Hvis virksomheden ikke har et godkendelsesnummer, kan registreringsnummeret bruges.

4. Partiets referencenummer: Batchnummer eller lotnummer skal angives.

5. Nettomængde: Angivelse af vægt- eller rumfangsenheder, afhængigt af om det er et fast eller flydende produkt.

6. Liste over tilsætningsstoffer: Fodertilsætningsstoffer skal angives i overensstemmelse med markedsføringsforordningen. Fodertilsætningsstoffer skal være godkendt i EU og angives i mærkningen under overskriften ”Tilsætningsstoffer”.

7. Vandindhold: Vandindholdet skal angives i overensstemmelse med markedsføringsforordningen.

Supplerende obligatorisk mærkning af fodermidler

Fodermidler skal, udover basismærkningen, mærkes med:

1. Fodermidlets navn: Der er forskellige muligheder for at angive fodermidlets navn. En af mulighederne er at angive fodermidlet ved at bruge det navn der står opført i fodermiddelfortegnelsen. En anden mulighed er at mærke fodermidlet uden at bruge fodermidlets navn i fodermiddelfortegnelsen. I dette tilfælde skal fodermidlet mærkes med en beskrivelse af, hvad det er for et fodermiddel og hvilke processer det er behandlet med. 

2. Obligatoriske angivelser: Yderligere obligatoriske oplysninger der skal angives og kan findes i:
a) Fodermiddelfortegnelsen: Hvis fodermidlets navn er angivet ved brug af fodermiddelfortegnelsen.
b) Markedsføringsforordningen: Hvis fodermidlet navn er angivet uden at bruge fodermiddelfortegnelsen.

3. Fodertilsætningsstoffer: Hvis fodermidlet indeholder fodertilsætningsstoffer, skal følgende supplerende oplysninger fremgå af mærkningen:
a) Dyreart eller -kategori, som fodermidlet er beregnet til
b) En brugsanvisning der angiver, hvordan fodermidlet skal bruges
c) Datoen for mindste holdbarhed

Supplerende obligatorisk mærkning af foderblandinger

Foderblandinger skal, udover basismærkningen, mærkes med:

1. Dyreart eller dyrekategori: En angivelse af den dyreart eller dyrekategori, som foderblandingen er beregnet til.

2. Brugsanvisning: En angivelse af, hvordan foderblandingen skal bruges.

3. Datoen for mindste holdbarhed: Der er to forskellige muligheder for angivelse af holdbarheden:
a) ”Skal anvendes inden” for foder, der er letfordærveligt
b) ”Skal helst anvendes inden” for øvrigt foder

4. Sammensætning: Indholdet af fodermidler skal angives under overskriften ”Sammensætning” og fodermidlerne skal stå i faldende orden.

5. Obligatoriske angivelse/analytiske bestanddele: Oplysninger om analytiske bestanddele skal stå under overskriften ”Analytiske bestanddele” og de obligatoriske angivelser kan findes i markedsføringsforordningen. Det kan bl.a. være ”Råprotein”, ”Træstof”, ”Råfedt” og ”Råaske”.

6. Oplysninger om producenten: Hvis den mærkningsansvarlige ikke har produceret foderet, skal følgende angives:
a) Producentens navn og adresse, eller
b) Producentens godkendelsesnummer

Gældende lovgivning

Du kan læse mere om reglerne i:

Lovgivning:
Markedsføringsforordningen: Forordning 767/2009 om markedsføring og anvendelse af foder
Foderhygiejneforordningen: Forordning 1831/2005 om krav til foderstofhygiejne
Fodermiddelfortegnelsen: Forordning 68/2013 om fortegnelsen over fodermidler

Vejledninger:
Vejledning nr. 9006 af 10.01.2023 om foder og fodervirksomheder
Code of Good Labelling Practice for Pet Food (udgivet af FEDIAF)

Værd at vide

Flere spændende artikler

Vil du gerne læse mere om love, regler og bestemmelser for mærkning? Så få ny viden om mærkning i vores blogindlæg:

Scroll to Top

Kursustilmelding

Ved deltagelse på dette kursus og 1 af de 2 øvrige kurser er den samlede pris 6000 kr.

Ved deltagelse på alle 3 kurser er den samlede pris 9000 kr.

Ved deltagelse på 1 kursus er prisen: 3. 750 kr.

Ved deltagelse på 2 kurser er den samlede pris: 7.000 kr.

Ved deltagelse på alle 3 kurser er den samlede pris: 10.500 kr.

Change language