Anprisning af dyrefoder

Dit dyrefoder er rigtigt godt, og det vil du gerne fortælle forbrugerne. Det må du også gerne, men din anprisning af foderet må ikke være vildledende. I blogindlægget her får du overblik over reglerne for, hvad du må skrive – og hvad du ikke må.

Formålet med reglerne for anprisning

Ejere af kæledyr vil gerne købe foder, der fremmer dyrenes sundhed og trivsel bedst muligt.

For at hjælpe kæledyrsejerne og beskytte dem mod vildledende påstande har myndighederne indført en række regler og retningslinjer, du som mærkningsansvarlig skal overholde. Reglerne skal sikre, at markedsføringen af dyrefoder er gennemskuelig og troværdig, så forbrugerne kan vælge dyrefoder på et godt informeret grundlag.

I dette blogindlæg får du et overblik over reglerne for anprisninger på dyrefoder. Og over, hvordan du kan fremhæve særlige ernæringsegenskaber eller funktioner på lovlig vis.

Læs også: Overblik over reglerne om mærkning af dyrefoder

Lovlig anprisning af dyrefoder

Reglerne for anprisning af dyrefoder finder du i markedsføringsforordningen. Reglerne omfatter alle oplysninger om dyrefoderet i forbindelse med markedsføringen; tekst, billeder, illustrationer osv.

Bemærk, at reglerne gælder alt markedsføringsmateriale, også fx hjemmesider og reklamevideoer.

De tilladte anprisninger om foderets indhold og ernæringsegenskaber giver forbrugerne vigtig information. Samtidig beskytter reglerne forbrugerne mod vildledende og usande oplysninger og mod anprisninger af behandling eller helbredelse af sygdom hos dyrene.

 

Ting, du gerne må fremhæve

Som udgangspunkt må du fremhæve følgende i mærkningen af dyrefoderet:

  • Foderets indhold af bestemte stoffer, fx ”indeholder taurin”
  • Særlige ernæringsegenskaber eller -processer, fx ”glutenfri”
  • Særlige funktioner i tilknytning hertil, fx ”udelukkende letfordøjelige ingredienser”

Bemærk!

Når du bruger anprisninger, skal du huske, at:

  • De må ikke være vildledende
  • De skal være objektive, dvs. baseret på fakta og ikke subjektive vurderinger
  • De skal kunne kontrolleres af de kompetente myndigheder
  • De skal være let forståelige for brugeren af foderet
 

Anprisning må ikke være vildledende

Det vigtigste princip i lovgivningen er, at anprisninger om dyrefoder ikke må vildlede forbrugeren.

Det betyder, at producenter (og forhandlere) af dyrefoder ikke må komme med påstande om egenskaber, som foderet ikke har. Hvis foderet fx ikke indeholder et bestemt næringsstof, må du ikke påstå eller antyde, at det indeholder det pågældende næringsstof.

Du må heller ikke antyde, at foderet har særlige egenskaber, hvis andre sammenlignelige foderprodukter har de samme egenskaber.

Ved mærkning og præsentation af dyrefoder er det ikke tilladt at påstå, at foderet kan forebygge, behandle eller helbrede sygdom. Det gælder for al markedsføring af dyrefoder, herunder på produkter, hjemmesider, artikler og mundtlige udsagn. Det gælder også synonymer til udtrykkene ”forebygge”, “behandle” og “helbrede”.

Dokumentation af anprisninger

For at undgå vildledende oplysninger indeholder loven krav om, at den mærkningsansvarlige skal kunne fremlægge videnskabelig dokumentation for anprisningerne.

Dokumentationen kan eksempelvis være artikler fra videnskabelige tidsskrifter, rapporter fra universiteter eller virksomheder eller videnskabelige udtalelser fra myndigheder, fx EFSA, Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet.

Dokumentationen skal være troværdig og omfatte forsøg lavet på den konkrete dyreart, som foderet markedsføres til.

 

Gældende lovgivning

Læs mere om reglerne for anprisning af dyrefoder i:

Lovgivning:
Markedsføringsforordningen: Forordning 767/2009 om markedsføring og anvendelse af foder

Vejledninger:
Vejledning nr. 9006 af 10.01.2023 om foder og fodervirksomheder
Code of Good Labelling Practice for Pet Food (udgivet af FEDIAF)

Skal vi hjælpe dig med sikre, at anprisningerne af dit produkt er lovlige?
Værd at vide

Flere spændende artikler

Vil du gerne læse mere om love, regler og bestemmelser for mærkning? Så få ny viden om mærkning i vores blogindlæg:

Scroll to Top
Change language