Hvornår gælder de nye regler?
De nye EU-grænseværdier gælder fra 9. oktober 2025. Du finder dem i den konsoliderede udgave af forordning nr. 1333/2008, som indeholder alle fælles tilsætningsstofregler i EU.
Danmark har i mange år haft særregler for nitrit i kødprodukter, hvilket medfører lavere nitritgrænser end i resten af EU. De danske grænseværdier gælder ikke kun for danskproducerede produkter, men også for produkter, som er fremstillet i udlandet.
Natriumnitrit eller nitrit?
De nuværende nitritgrænser både i EU og i de danske særregler er udtrykt som NaNO2. Men de nye EU-grænseværdier udtrykkes i stedet som NO2-ion. Man skal derfor huske at omregne, hvis man vil lave en sammenligning mellem de danske grænseværdier og de nye EU-grænseværdier!
Eksempel: Kogt skinke
Kogt skinke (ikke-steriliseret), der placeres i fødevarekategori 08.3.2 – og sælges i Danmark:
- Nuværende EU-grænseværdi: 150 ppm som NaNO2
- Ny EU-grænseværdi: 80 ppm som NO2-ion – svarende til 120 ppm som NaNO2
- Dansk grænseværdi: 60 ppm som NaNO2
Konklusion: Da den danske grænse fortsat er lavere end EU-grænsen efter 9. oktober 2025, er det den danske grænseværdi på 60 ppm, der skal overholdes.
Tilsat mængde OG restmængde fra alle kilder
I fødevarekategorierne 08.2, 08.3.1 og 08.3.2 gælder grænseværdien i både de nuværende EU-regler, de nye EU-regler og de danske særregler for den mængde, der må tilsættes under fremstillingsprocessen. Mængden af nitrit skal således beregnes som den samlede mængde i produktet på tidspunktet for tilsætning. En eventuel ændring i produktets vægt pga. efterfølgende forarbejdning som fx kogning eller tørring skal ikke tages i betragtning.
De nye nitritregler i EU indeholder dog et ekstra krav for produkter i de 3 nævnte fødevarekategorier:
Udover grænsen for den tilsatte mængde skal man også overholde en grænse for den maksimale restmængde i det færdige produkt, fra alle kilder og i hele holdbarhedsperioden.
For kødprodukter med nitrit til salg i Danmark betyder det altså, at den tilsatte mængde skal tjekkes i de danske særregler, mens restmængden i det færdige produkt skal tjekkes i EU-reglerne, se eksemplet.
Eksempel: Kogt skinke fortsat
Kogt skinke (ikke-steriliseret), der placeres i fødevarekategori 08.3.2 – sælges i Danmark
- Dansk grænseværdi: 60 ppm som NaNO2 – tilsat under fremstillingen
- Ny EU-grænseværdi: 45 ppm som NO2-ion (svarende til 67 ppm som NaNO2) – restmængde fra alle kilder i det færdige produkt i hele holdbarhedsperioden
Konklusion: Begge grænser skal være overholdt. Om grænsen for restmængde er overholdt, kan kun dokumenteres ved analyse.
Traditionelle kødprodukter i 08.3.4
I de fleste traditionelle kødprodukter under kategori 08.3.4 reguleres på restmængden efter endt fremstilling – både i de nuværende som nye EU-regler. I de danske særregler er det derimod altid den tilsatte mængde, der reguleres.
For disse produkter skal man altså fra 9. oktober 2025 både overholde de danske særregler (tilsat mængde) og EU-grænsen for restmængden i færdigvaren i hele holdbarhedsperioden.
Da grænseværdierne i de to regelsæt varierer fra produkt til produkt, skal man orientere sig i begge regelsæt og holde tungen lige i munden, så man får tjekket sit produkt i rette ’kasse’. Men det gælder naturligvis altid, når man tjekker lovlighed af tilsætningsstoffer i en fødevare.
Halv- og helkonserverede kødprodukter
Ifølge de danske særregler må der til de halv- og helkonserverede kødprodukter tilsættes 150 ppm NaNO2. Fra d. 9. oktober 2025 betyder de nye EU-regler dog lavere nitritgrænser for fx bov på dåse og leverpostej på dåse. Herefter er det altså EU-reglerne og ikke de danske særregler, der gælder.
Har du brug for assistance?
Så kan Lolex hjælpe dig med at vurdere, om de nye nitrit-grænser for tilsat mængde er overholdt. Vi er vant til at slå op og vurdere ud fra tilsætningsstofreglerne og til at beregne indhold ift. de beskrevne grænser.